Naturen som healer

Min mor, fik for 3 uger siden konstateret uhelbredelig kræft. Kræft er åbenbart opdelt i stadier fra 1-5 og hendes var i 4-5. Det rykkede lige benene væk under os og de sidste 3 uger har været præget af mange følelser.

Dette indlæg handler ikke om min mor, det handler ikke om kræft, og det handler desværre heller ikke om min biotop som jeg dog stadig ser til, men det handler om hvordan jeg har brugt naturen til at hjælpe mig igennem de hårde dage der har været.

Jeg bor i Løkken, 2 km. væk fra stranden, der på denne tid af året ligger øde hen, hvis man går et stykke mod syd eller nord.

Der er noget man ikke er herre over.
Klokken er 19.30, jeg har haft en dag på hospitalet hvor jeg har været i diskussion med sygeplejerske og læge omkring det smertestillende mor får, venstre hånd ved ikke hvad højre laver og nu har de lavet fejl IGEN. Jeg kører derfra til aften, fustreret over at de ikke kan finde ud af det og over at jeg ikke kan styre det.
Morten har lavet mad, vi spiser, men jeg kan mærke at jeg er fustreret og ked af det. Jeg kører til stranden med min drage, trænger til at komme ud.
Jeg gør min drage klar, finder vindretningen og tjekker linerne en ekstra gang. Jeg trækker lidt i power linerne og lader vinden fylde lamellerne, det går hurtigt og jeg kan med et hurtigt ryk få dragen op i lodret, nul punktet, medens jeg observerer hvordan den tilpasser sig vindretningen. Nu har jeg styr på drage og vind, jeg kører den udfordrende ned hvor vinden er hårdest, vinden griber hårdt fat og jeg spænder musklerne og ligger min krop som modvægt, jeg vil ikke overgive mig og lade vinden vinde. Kampen mellem vinden om mig udarter sig til at jeg bliver slæbt gennem sandet og laver dybe spor med mine støvler, jeg ender udmattet med at dreje af for vinden i erkendelse af at jeg ikke kan kontrollerer dens kræfter, den er større end mig. Jeg kan prøve at forstå den, arbejde med den, men det er på vindens betingelser og den er uforudsigelig.
Jeg flyver lidt, tager dragen ned og pakket sammen. Jeg har det bedre og må erkende at det faktisk er en dejlig følelse at der er noget der er større end en selv og som man ikke kan kontrollerer, jeg kan drage pareller mellem vinden og kræften.

Jeg har været nede med min drage når tiden og vejret har tilladt det, men bare det at tage til stranden hvor bølgerne bruser og vinden rusker... der er plads og rum til at tude de dage man er ked af det og til at råbe, skrige og kaste med sten de dage man er sur og tro mig det hjælper.